Skive IK Nyheder SIK Business Support Kontakt

Nyhed Tilbage

Skive skuffede slemt - Soffys sønner stoppede SIKs suveræne sejrsstime. Skrevet d. 04/11 2018

SATANS - det er et skældsord som spillere, trænere, holdledere, Skive Sharks og alle andre fans af Skive IK må have tænkt eller råbt i går, da dommer Esad Deronjic fløjtede kampen på Soffy Road af.

Alt lå til at Skives drenge skulle tage hjem fra Vejgaard med tre stensikre point, men sådan gik det ikke og turen hjem fra Aalborg blev trist og ekstra lang for alle.

50 fans fra Skive havde taget turen nordpå med SIK AWAY bussen fra De Blaa Busser, der var høj stemning i bussen og der var indkøbt gul røg og konfetti til at skabe den perfekte støtte for Skives drenge.

Vejret var perfekt til fodbold, banen var klar og sejrsstimen efter fem vundne kampe var et godt rygstød til dagens kamp.
Forventningen var klar: Kamp, sejr, 3 point og så hjem igen.

Men var det allerede her, at det hele går galt vores hold?

Tændingen på holdet virkede ikke helt på plads før kampen, ved kampstart var det reelt kun holdets anfører der med verbale tilråb forsøgte at booste holdet.
Der var ikke meget lyd på drengene.

Skive Sharks vokal var imponerende, så man kunne da håbe at drengene var klar til at gå til stålet fra start.

Og det startede ganske fornuftigt, for udeholdet var kampstyrende og dog uden at imponere. Kampen bølgede frem og tilbage, hvor især Vejgaard gik ind i tacklingerne med saft og kraft.

Vejgaard stod godt, deres fysik så ud til at kyse vores spillere. Hjemmeholdet fik, af dommeren, lov til at spille hård og aggressivt, til stregen af det tilladte og flere gange over stregen.

Hjemmeholdet spillede disciplineret, stod kompakt og når bolden kom i farezonen var de dygtige til at losse bolden væk. Om det så var ud til indkast, efter video Leif på taget af klubhuset eller ud i skoven, så blev bolden effektivt sparket væk.

Ud af det blå. Vejgaard i angreb, der spilles godt rundt og de kommer tæt på vores mål. Der bliver sparket udefra, stolpe ind og hjemmeholdet bringer sig ufortjent foran efter 17 minutters spil.

Udeholdet ligger pres på, men intet vil rigtigt lykkes og det bliver til få og sporadiske forsøg. Vi er farlige på dødbolde, men hver gang får Vejgaard sparket væk og clearet chancerne.

Lige indtil det 35. minut, hvor vi igen får et frispark udenfor feltet. Bolden bliver lagt ind over, Emil Søgaard vrister sig fri ved bagerste stolpe og ligger den fladt ind til Christoffer Maul Petersen, der nemt kan trille bolden ind over stregen til udligning. SUPER mål. Glæde på holdet og lægterne. SÅDAN.

De sidste mange kampe, når der er blevet scoret imod vores hold, har det givet ekstra gnist og tænding. Som en rød klud foran en olm tyr.
Minutterne efter scoringen presser vi igen på, men Vejgaard står bare hvor de skal og bakker godt op omkring hinanden og får clearet de næste chancer.

PAUSE.

Alle der holder med Skive, på lægterne, bag skærmene og alle andre steder, er tilfredse. Dejligt tidspunkt at score på, dejligt med et godt mål og spillerne på vej ud til pause.

Men igen. På vej ud i omklædningsrummet virker spillerne ikke tændte, de gå bare roligt ud af banen.

Anden halvleg er knap nok startet. Vores spillere er vist ikke helt færdige med at holde pause, for pludselig taber vi dumt bolden på midten af banen. Forsvaret ser meget passivt til, mens en Vejgaard spiller ligger bolden til rette for sig selv og krøller bolden ind bag Marcus Bobjerg. SATANS!

Resten af anden halvleg er et stort pres på Vejgaard, som hele tiden igen får clearet bolden og på andre måder får afværget alle de chancer som vi får. På et tidspunkt står fire af vores spillere i kø for at losse bolden den sidste meter over målstregen, men i stedet for at score så fumles bolden ud til målspark. Vi står simpelthen i kø, men i vejen for os selv. Så tæt på mål, sådan en mulighed og chancen var stor.

Det hele mislykkes. Frustrationerne begynder at kunne ses på banen, hvor vi indkasserer nogle dumme gule kort for brok og andre dumheder.

Tiden render ud, intet lykkes og til sidst fløjter kampens dommer kampen af.

SATANS er det enkleste ord at bruge lige efter kampen, hvor vores spillere desværre ikke ramte niveau. Ingen spillere kunne være deres indsats bekendt, de eneste der virkelig imponerede var Skive Sharks. Ja, og så lige den måde, hvorpå Vejgaard fik hentet sæsonens første hjemmesejr på Soffy Road.
De kæmpede røven ud af bukserne. SATANS!