Skive IK Nyheder SIK Business Support Kontakt

Nyhed Tilbage

Skive IK nyt medlem i klubsamarbejde hos FC Midtjylland Skrevet d. 01/03 2019

Regionens største fodboldklub nyt medlem af FCM Klubsamarbejdet

 

Det er med stor glæde og stolthed, at FCM Klubsamarbejdet præsenterer Skive IK som nyeste medlem af FCM Klubsamarbejdet.

Klubben, der fra dags dato vil blive indplaceret i område 2 af Ulveland, og som har FCM-samarbejdsklubberne Spøttrup Sport & Motion, Oddense-Otting UGF og Roslev IK som sine nærmeste naboer, har nemlig valgt at indtræde i FCM Klubsamarbejdet. 

Skive IK er regionens største fodboldklub, og klubben er med sine 1.034 medlemmer fordelt på cirka 90 hold i alle rækker under DBU Jylland med afstand den FCM-samarbejdsklub med flest medlemmer. Klubben bliver samtidig den tredje FCM-samarbejdsklub, som på seniorplan er repræsenteret i divisionerne, hvor FCM-samarbejdsklubberne Thisted FC og Ringkøbing IF i forvejen er at finde i henholdsvis Nordicbet Ligaen og 2. division.


Skive IK har de seneste sæsoner, trods de mindre børneårgange, haft stor succes med at fastholde sit imponerende medlemstal, mens man rent sportsligt stadig tænker tilbage på førsteholdets pokalkvartfinale i 2016 mod Brøndby IF som det sportslige højdepunkt i nyere tid.

 

Udfordringer har man naturligvis også i en klub som Skive IK, men det er ikke unaturligt, at det at finde det nødvendige antal trænere giver udfordringer.

 

Skive IK har ikke tidligere været en del af FCM Klubsamarbejdet og i det hele taget har man gjort en dyd ud af at stå på egne ben, men nu er tiden blevet en anden.

 

- Vi synes, at tiden er kommet til at tage et skridt op omkring noget fællesskab med andre klubber, hvor begge parter kan få noget ud af det. Vi forventer i Skive IK at få en super god sparring omkring det at være fodboldklub, og så ser vi frem til at få en masse muligheder for at udvikle alle mennesker i vores klub, lige fra spillere, trænere, ledere og til forældrene, fortæller administrativ leder i Skive IK, Michael Svenningsen.

 

Også i FCM Klubsamarbejdet er der glæde over, at Skive IK vælger at blive en del af hele regionens hold. 

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det personligt har irriteret mit øje i mange år, når jeg kiggede på landkortet, som hænger på FCM Klubsamarbejdets kontor. Der var den der tomme plet i Skive, men den er heldigvis væk nu, og vi glæder os rigtig meget til at tilbyde både spillere og trænere i Skive IK vores pallette af tilbud – noget som giver både pigerne, drengene og trænerne i Skive IK nogle helt nye muligheder, fortæller leder af FCM Klubsamarbejdet, Tommy Jensen, og tilføjer:

 

- Selv om Skive IK er en af de helt store klubber i regionen, så bliver der ikke forskel på dem og vores mange andre samarbejdsklubber. Det er en af hjørnestenene i FCM Klubsamarbejdet, at vores tilbud er ens for alle medlemmer, og at klubberne uanset størrelse har mulighed for at få del i de samme goder og tage del i de samme tilbud. Når det så er sagt, så er vi i FCM glade for at få en så stor medspiller med i FCM Klubsamarbejdet, og jeg må sige, at den gruppe af ledere, vi har mødt fra Skive IK, har et drive, en energi, en høj grad af ydmyghed samt en lyst til komme ud over stepperne, som gør, at dialogen med Skive IK har været endog meget frugtbar. Det er jeg overbevist om, at det fremtidige samarbejde også bliver, konstaterer Tommy Jensen.


FCM Klubsamarbejdet involverer hermed 136 samarbejdsklubber i hele Midt- og Vestjylland. Dermed er netværket nu endnu tættere og endnu stærkere, og det er således endnu engang en understregning af, at FC Midtjylland er HELE regionens hold til glæde for FC Midtjylland, klubberne i FCM Klubsamarbejdet samt vigtigst af alt til glæde for alle børn og unge i Ulveland.