Skive IK Nyheder SIK Business Support Kontakt

Nyhed Tilbage

Røll: Troen er bestemt ikke blevet mindre Skrevet d. 05/10 2019

Skives cheftræner, Thomas Røll glæder sig til gensynet med HB Køge på søndag, hvor han venter en hård kamp.

Når Thomas Røll og resten af Skive-staben står klar på Capelli Sport Stadion i Køge søndag eftermiddag, kan de se frem til en kamp, hvor holdet har haft en længere optakt end tidligere, da skibonitterne ikke har spillet nogen midtugekampe, efter sin exit i Sydbank Pokalen, og samtidig kan gæsterne se frem til et møde med en modstander, som de lige nu er á point med i tabellen.

- Vi har haft en god optakt, så forhåbentligt har vi friske ben til kampen. Men det er klart at det er et hold der ligger lige omkring os, så en sejr vil lune rigtig meget, men vi ved også at det er et rigtig godt spillende hold og vi skal over og spille på kunstgræs derover.

- Vi skal have lukket ned for deres profiler og have lukket de rum, som vi ved de rigtig gerne vil spille i, og med frygt for at gentage os selv, så skal vi være skarpe i begge ender. Det er noget vil skal tage alvorligt, for det er det der har gjort vi ikke har fået fuld gevinst i vores tidligere kampe, konstatere Thomas Røll.

Han glæder sig til gensynet med HB Køge, som man sidst spillede 1-1 mod på Hancock Arena. En kamp som på mange måder var frustrerende for skibonitterne, da man følte at man havde fortjent alle tre point fra opgøret, og som i Cheftrænerens optik satte gang i et ærgerligt mønster efterfølgende for de gule og blå Skive-spillere.

- Efter den kamp sad vi efterfølgende med følelsen af at vi skulle have haft alle tre point, og sådan har det faktisk været i hovedparten af de kampe vi har spillet efter følgende. Vi har skabt utrolig mange chancer i den kamp og siden, men vi har manglet den skarphed både defensivt og offensivt, og de to faktorer er bare alt afgørende, også selv om spillet på banen og mængden af chancer har været ganske fint. Men vi skal blive skarpere både på vores chancer, men også på ikke at lade vores modstander score i nogle dumme perioder i kampen, mener Røll, som kalder Skives forberedelser til kampen rigtig gode.

- Troen er bestemt ikke blevet mindre. Vi har gjort status efter Nykøbing-kampen, hvor vi havde spillet mod alle hold, og her er vi alle ret enige om at vi endnu ikke har mødt et hold, hvor vi føler at vi er blevet blæst ud af banen – på ingen måde.

- Der har faktisk været mange ud af de sidste 5-6 kampe, hvor vi efterfølgende, inkl. Kampen mod Brøndby, har ærgret os over at vi ikke fik fuld gevinst, og det er det vi skal tage med. Vi skal lærer af vores fejl, men vi skal også holde fast i det positive, for vi spiller godt fodbold og vi skaber chancer til at kunne vinde vores kampe. Jeg er sikker på vi vender det her, for fodbold handler meget om stimer og selvtillid – og det er jeg sikker på kommer, siger SIK-træneren.

Han tror på en underholdende eftermiddag i Køge, og han forsikrer, at begge hold vil arbejde stenhårdt, når kampen fløjtes i gang.

- Det er klart når man møder et hold man er fuldstændig lige med i tabellen, så er der ekstra meget på spil, så selv om jeg tror det bliver en lige kamp, så er jeg ikke i tvivl om at begge hold vil give alt. Jeg tror tingene vil blive afgjort på en tilfældighed, men det kan vi godt leve med, hvis den tilfældighed er til vores fordel, siger Thomas Røll med et glimt i øjet.

Opgøret på Capelli Sport Stadion fløjtes i gang klokken 14.00.