Skive IK Nyheder SIK Business Support Kontakt

Nyhed Tilbage

STAMSPILLER FORLÆNGER OPHOLDET I SIK Skrevet d. 16/06 2025

31 kampe ud af 32 mulige i 2. Division, står Frederik Warrer noteret for i hans første sæson både som seniorspiller og som spiller i SIK. Warrer har underskrevet en aftale, der løber frem til slutningen af 2026 og er dermed indehaver af en velfortjent forlængelse.

Den venstre wingback-position blev lynhurtig indtaget, og har siden været den primære position for den tidligere RFC-spiller, der også i de seneste kampe har optrådt som venstre stopper. Det er derfor også med til at fortælle vigtigheden af forlængelsen med en fast starter, der kan optræde på to pladser:

”Alt taget i betragtning, har det været en rigtig fin første sæson for Warrer som seniorspiller, siden ankomsten fra Randers FC U19-hold. Alene hans tilgang til livet som professionel fodboldspiller er på et utrolig højt niveau. De forventninger og de gøremål, han fylder sin hverdag med, er inspirerende. Det er også en af de klare årsager til at han har været i stand til at udvikle både sit spil og den fysiske pakke, der kræves for at bide skeer med en stærk 2. Division. Indstilling på og udenfor banen er altafgørende for at lykkedes med de ambitioner, spillerne sigter efter. Der er ingen tvivl om at Warrer er opmærksom på at de næste skridt har endnu større betydning, hvor også større forventninger medfølger. De seneste kampe med en placering på en venstre stopper gør det yderligere interessant fortsat at se ham løfte spil og udvikling, hvilket giver SIK flere strenge at spille på fra hans normale position som venstre wingback. Vi glæder os over en vigtig forlængelse i bagkæden,” udtaler Fodboldchef, Michael Larsen.

Warrer selv sætter her ord på forlængelsen:

”Jeg er rigtig glad for at være i Skive IK, og har haft det godt siden dag 1 i klubben. Det var også den helt rigtige beslutning at indgå en aftale sidste år for at løfte min udvikling på seniorniveau. Jeg trives rigtig godt med de store forventninger, der er til SIK-spillere i hverdagen, og er også overbevist om at vi som hold kan løfte os yderligere efter en god sæson. Dagligdagen med en rigtig god trup, det høje ambitionsniveau til udviklingen som spiller og et godt sammenhold er alle vigtige parametre i forhold til at forlænge aftalen med en klub, som har vist mig tillid fra start. Derfor glæder jeg mig også til en ny sæson i SIK-trøjen med et stort fokus på en god opstart, når vi har overstået et par ugers sommerferie,” udtaler Frederik Warrer.

STORT tillykke både til os og dig med forlængelsen, Warrer!