Skive IK Nyheder SIK Business Support Kontakt

Nyhed Tilbage

NY ANGRIBER KLAR FOR SKIVE IK Skrevet d. 01/02 2025

Det er gået utrolig stærkt de sidste par dage, hvilket resulterede i et salg af Martin Huldahl til topklubben i Nordicbet Ligaen, FC Fredericia. Derfor er der blevet arbejdet på højtryk for at finde den rette erstatning med få dage tilbage af vinduet. På Hancock Arena kan vi her til formiddag præsentere 21-årige Gustav Callø på en to-årig aftale, der senest har optrådt for Aarhus Fremad.
Og lige netop på Hancock Arena, var også første gang at Skive IK mærkede til Gustav Callø. I hans debutkamp for Aarhus Fremad tilbage i 2023, lynede han ikke blot én, ej heller to – men hele tre gange mod SIK. Siden da har det været med både gode og knap så gode perioder med fast spilletid, hvor konkurrencen har været stor mod tidligere 1. Divisionsbombere.
Callø, der netop har ophævet med hans tidligere klub, er derfor arbejdet hurtigt på plads med en kontrakt gældende pr. dags dato – derfor er der også mulighed for at se en lyn (uofficiel) debut allerede kl. 12:00 i dagens træningskamp mod Young Boys på træningsanlægget i Egeris.
Det glæder Fodboldchef Michael Larsen at få en dygtig, ambitiøs og hårdtarbejdende angriber ind nogle dage før deadline:
”Vi fik noget travlt med at få en løsning på plads, da det egentlig som udgangspunkt lignede afsked med Huldahl fra sommer, men det er en rigtig dynamisk fodboldverden – især på de her sidste dage af vinduet. Derfor skulle vi reagere hurtigt – og på kort tid – med at finde en erstatning til angrebet efter afskeden med Martin. Vi er rigtig glade for at kunne bringe Gustav ind i vores trup af ambitiøse, dedikerede og arbejdsomme mennesker. Gustav kommer med stor sult efter begrænset spilletid i den seneste periode, og har vist prøver på evnerne som en dygtig skarpretter både på ungdoms- og seniorniveau. Der er nok nogle stykker, der husker hans imponerende debutkamp mod Skive IK her på Hancock Arena. Fra naturens side er Gustav udstyret med en rigtig attraktiv fysisk pakke til positionen oppe foran, hvor der er tryk på duellerne og meget pres fra stærke modstandere i rækken. Hans indløbsevne i boksen, styrken som opspilsstation, det hårde arbejde uden bold og de gode afslutningsfærdigheder er nogle af de ting, der gør Gustav til en prioritet for os. Vi har fået et rigtig godt indtryk af mennesket bag, og glæder os til at få ham integreret på holdet,” udtaler Michael Larsen.
Gustav selv glæder sig over at have styr på fremtiden med det rette valg for ham – og dermed årsagen til en længerevarende aftale med SIK:
”Det er en kanon fed mulighed, og jeg er rigtig glad for at det kunne lade sig gøre. Der kom en åbenlys plads med salget af en angriber, og jeg har et rigtig godt indtryk af Skive IK som klub. Jeg glæder mig helt sindssygt til at komme i gang og blive en del af holdet. Jeg kender allerede nogle af drengene fra diverse kampe som modstandere, men også privat. Det er et ambitiøst miljø med store krav til den enkelte, hvilket jeg trives rigtig godt i. Jeg ser frem til at komme i aktion allerede om nogle timer, hvor det hele er gået lidt hurtigt de her dage. Men nu er det dejligt at der er en god plan for fremtiden og et rigtig godt skifte til en klub, hvor jeg ser frem til at bidrage med 110% både på og udenfor banen,” udtaler Gustav Callø.
Stort velkommen til SIK, Callø – vi glæder os til at se dig i aktion!