Nyhed Tilbage
Skive IK henter midtbanespiller med fortid i Vejle Boldklub Skrevet d. 01/09 2025
Foto: Chili Tagmose Jensen
Skive IK har skrevet kontrakt med 19-årige Toby Pedersen. Den unge midtbanespiller kommer til SIK efter at have været en årrække i Vejle Boldklub, hvor han bl.a. har tørnet ud for klubbens U19-hold.
Mandag kan Skive IK meddele, at man har hentet det tidligere Vejle Boldklub-talent; Toby Pedersen.
Midtbanespilleren startede sin karriere i Holbæk B&I, men skiftede i sommeren 2023 til Vejle Boldklub. Siden har Pedersen spillet 38 kampe på klubbens U19-hold, samt scoret otte mål.
SIK-direktør, Rasmus Brandhof, siger følgende om tilangen;
"Vi er superglade for at kunne præsentere Toby som ny spiller i klubben. Toby var oppe og vise sig frem to dage i sidste uge, og han gjorde et stort indtryk. Udover dette får han rigtig flotte ord med på vejen fra sin tidligere klub, Vejle Boldklub. Toby er en dygtig og energisk midtbanespiller, som kan spille både 8'er og 10'er, Herudover er han venstrebenet, hvilket har været lidt en mangelvare i truppen. Jeg glæder mig rigtig meget til at se Toby's energi i den gule trøje og er sikker på, at han går en god sæson i møde."
Hovedpersonen selv er også glad for at have taget nordpå til SIK:
“Jeg var til prøvetræning og fik et rigtig godt indtryk af klubben. Omgivelserne er rigtig gode og energien i truppen er virkelig. Man kan mærke, at vi har at gøre med en flok spillere, som virkelig brænder for det og vil give sig 100%. SIK var derfor det helt rette match for mig. Nu vil jeg ind og kæmpe om en startplads og give et godt output. Jeg vil hjælpe holdet med at vinde, så vi sammen også kan give noget tilbage til byen,”
Toby Pedersen kan få debut allerede i morgen, når Kolding IF kommer på besøg i Oddset Pokalen.