Nyhed Tilbage
Skive IK lejer talentfuld midtbanespiller i FC Midtjylland Skrevet d. 15/08 2025
Foto: Chili Tagmose Jensen
Skive IK har skrevet kontrakt med midtbanespilleren Lasse Overgaard Nielsen, som kommer til klubben på en lejeaftale gældende resten af sæson. Overgaard har fået sin fodboldopdragelse hos FC Midtjylland og er nu klar til at tørne ud for SIK.
19-årige Lasse Overgaard Nielsen kommer til Skive IK efter at have tilbragt de seneste år i FC Midtjylland. Overgaard har tidligere tørnet ud for Vinding UIF, Tjørring IF og Mejrup GU indtil han som ti-årig skiftede til FC Midtjyllands ungdomsakademi. Her har han bl.a. haft en bærende rolle på U19-holdet, som han ligeledes har vundet guld med tre år i træk.
Overgaard har også repræsenteret Danmarks U17-landshold, hvor han har fået 11 kampe og scoret tre mål.
Direktør Rasmus Brandhof er glad for den nye tilgang;
- Vi er utrolige glade for, at det lykkes os at leje Lasse i FCM. Lasse er et stort talent, som vi kender gennem hans ungdoms år i FCM og nu som seniorspiller. Lasse har fået spilletid i tre af FCM’s træningskampe inden sæsonen, hvilket beviser at det er en spiller, som de har store forventninger til. Vi er også ganske sikre på, at Lasse går en stor fremtid i møde, og vi er glade for, at hans seniorkarriere starter her hos os, hvor vi regner med at han kan bidrag fra start af
Hovedpersonen selv er også glad for at skulle tørne ud for SIK resten af sæsonen;
- Jeg vil gerne tage springet fra ungdoms- til seniorfodbold og få den erfaring, som hører med. Jeg vil ud og bevise, at jeg kan gøre mig gældende på seniorniveau. Skive var derfor en god mulighed og det er et sted, hvor jeg kan udvikle mig endnu mere som fodboldspiller. Det er et spændende projekt, som jeg gerne vil være en del af og samtidig kunne bidrage til.
- Jeg har fået et godt indtryk af klubben. Der er nogle gode folk og et godt miljø. Der er masser af energi i truppen, og der er gang i den på træningsbanen. Der er en god stemning og et godt fællesskab, så det glæder jeg mig til at være en del af. Mit mål er at gøre mig fortjent til mest mulig spilletid, og jeg vil være med til at rykke holdet, samtidig med, at jeg også udvikler mig som spiller. Det bliver spændende at komme i gang og jeg glæder mig til at spille for klubben og på Hancock Arena foran fansene!
Lasse Overgaard Nielsen kan få debut for Skive IK allerede i aften, når han og resten af holdet gæster Vendsyssel FF på Nord Energi Arena 19:00.