Skive IK Nyheder SIK Business Support Kontakt

Nyhed Tilbage

EN ÆGTE KLUBMAND STOPPER PÅ ELITEPLAN Skrevet d. 29/07 2024

Igennem adskillige år fra barn, til ung, til voksen har 24-årige Anders Nørgaard båret de gule og blå farver. Først som spiller i ungdomsårene og siden som professionel målmand på klubbens førstehold.
Efter flere samtaler med klubbens Sportschef omkring mavefornemmelse i forhold til fodbolden, har ’Nør’ valgt at tiden fremover skal byde på andre ting end professionel fodbold.
Det betyder heldigvis ikke at vi mister ham i klubmiljøet, da der blev tilbudt en anden mulighed, netop for at beholde målmanden i vores omgivelser. Efter en fremragende læremester i målmandstræner, Stephen Lowe, er Nørgaard blevet tilbudt at gå samme vej hos ungdom.
Det var til en start et mål at beholde Nørgaard og bringe målmandskurser i spil. Derfor er det både med ærgrelse, men samtidig med stor glæde at Nørgaard nu skal give videre til de unge håbefulde SIK’er, der ønsker en fremtid på topplan:
”Til en start er jeg rigtig ærgerlig over at vi mister Nørgaard efter denne sommer. Hans bidrag til klubkulturen og præstationer til træning og kamp har været inspirerende. Vi så gerne at han havde forlænget opholdet og samtidig gav det en tanke mht. en fremtid, hvor han kan give en masse gode ting videre til vores unge håbefulde målmænd i SIK. Jeg har til gengæld rigtig stor respekt for den beslutning, han har truffet, for det er bestemt ikke en nem beslutning. Nørgaard og jeg har haft nogle rigtige gode samtaler det seneste stykke tid, og jeg er enormt glad og stolt over at vi kan tilknytte hans faglighed og rutine i ungdomsafdelingen, for at bevare den røde tråd fra ungdom til førstehold. Her kan han videregive alt den læring og erfaring, han selv har fået med i karrieren, og ved derved også hvad det kræves at nå hele vejen igennem,”
”Nørgaard fortjener en stor hyldest til kampen på lørdag mod Thisted FC, og jeg håber virkelig at det er med masser af folk på Hancock Arena, hvor vi også skal hylde både ungdom, bredde og spillere, der skal tages afsked med,” lyder det fra Sportschef, Michael Larsen.
Hovedpersonen, en rigtig SIK’er, ser nu frem til at runde sæsonen ordentlig af, se henimod en ny hverdag efter sommer og selvfølgelig tage en god afsked med en masse gode mennesker på lørdag:
”Det har været et privilegie at være en del af SIK både i mine ungdomsår og senere hen som professionel. Det er en klub, der har en stor plads i mit fodboldhjerte. Jeg kommer til at savne hverdagen i klubben og omkring mine medspillere, for det har helt naturligt fyldt meget i min hverdag de sidste mange år. Efter mange overvejelser og samtaler med min familie, har jeg valgt at fodbolden ikke længere skal være en del af dagligdagen på professionelt plan,” siger Nørgaard og fortsætter.
”Til gengæld glæder jeg mig helt vildt til at træde ind i en ny spændende funktion og fremtid, hvor jeg har fået muligheden for at give videre til unge dygtige målmænd i SIK. Jeg er stolt over at få muligheden for at dyrke lige netop den rolle, da jeg i mine ungdomsår ville have haft rigtig godt gavn af netop specialiseret målmandstræning. Det bliver fedt at kunne give videre til de unge, der søger samme vej, som jeg gjorde. Derudover regner jeg stærkt med at vogte målet på vores serie 1-hold. Nu kan jeg være med til at skabe en rød tråd fra ungdom til førstehold, og jeg ser frem til en både vemodig og rigtig god afsked på Hancock Arena lørdag eftermiddag,” slutter Nørgaard.
Tak er et ufattelig fattigt ord i den her sammenhæng, Nørgaard. Vi glæder os over fortsat at have dig i omgivelserne, og ønsker alt god vind med en hverdag uden for den professionelle fodbold.