Skive IK Nyheder SIK Business Support Kontakt

Nyhed Tilbage

FYSISK STÆRK ANGRIBER HENTES I VIBORG FF Skrevet d. 08/01 2025

Torsdag morgen når stab og spillere møder ind til første arbejdsdag i 2025, bliver det med en ny holdkammerat på Skyttevej. Den 18-årige fysisk stærke angriber, Mads Kristian Haas, har underskrevet en aftale med Skive IK frem til sommeren 2026.

Efter udløb på lejeaftalen i slutningen af 2024 med Vendsyssel FF på Benjamin Smales Braithwaite, har det været en prioritet at løse den ledige plads i angrebet. Det er allerede før vinduets egentlige start kommet på plads med tilgangen af ”MK”, der nu skifter Viborgs U19-hold ud med et ophold i SIK.

På trods af hans unge alder, er det en angriber, som allerede har vist tydelige tegn på et spændende potentiale med hans fysiske pakke, råstyrke i duelspillet, gode afslutningsfærdigheder og med store krav til egen udvikling og involvering:

”I løbet af 2024 har jeg haft fornøjelsen af at se Mads i aktion, som er vokset med opgaven i rollen som en ærgerrig angriber og en stor mundfuld for mange af hans direkte modstandere. Efter et godt samarbejde med Viborg FF, fik vi også mulighed for at arrangere prøvetræning efter sidste kamp mod HIK, hvor han efterlod et godt og dedikeret indtryk. Han besidder i en ung alder en rigtig interessant fysisk pakke, som giver ham et godt udgangspunkt for at sikre en god transition med det duelspil, der venter i en række som 2. Division på netop den plads. Derudover har han vist sig godt frem som en god og kontrolleret opspilsstation, men samtidig haft en god timing og aggressiv tilgang i hans løb i bagrummet, hvor også hans hårde arbejde fremme på banen er fulgt op af nogle rigtig fine scoringer. Herfra er det op til både os og ikke mindst Mads at sætte skub på udviklingen, og følge den plan, som er lagt i forbindelse med aftalen. Her er der også tale om en spiller, der ligesom resten af vores trup, har store forventninger til sig selv og omgivelserne for at vi i fællesskab kan bygge videre på et flot 2024,” siger Fodboldchef, Michael Larsen.

For ”MK” selv, der nu skifter omgivelserne ud i Viborg FF med Skyttevej i Egeris, er det med stor glæde over at få muligheden for at tørne ud for SIK:

”Til at starte med er jeg rigtig glad for at lande en aftale med Skive IK, som er en perfekt timing i forhold til min fodboldmæssige udvikling. Jeg har jo fulgt med i flere af kampene i 2024, da jeg blev informeret omkring interessen, for at få det bedst mulige billede af, hvad der kræves med det her skifte. Efter gode snakke med både ledelse og cheftræner, havde jeg en stor motivation for at blive en del af klubben og holdet. Udover at jeg selvfølgelig kender nogle af de tidligere VFF-spillere i truppen, fik jeg også det helt rigtige indtryk af omgivelserne i dagligdagen og de høje forventninger, der er til både én selv, men også hele gruppen som helhed. Jeg er overbevist om at det er det rigtige skridt, og jeg ser frem til at give alt af mig selv for at hjælpe holdet, og selvfølgelig hilse på alle SIK’ere,” siger Mads Kristian.


Et stort velkommen til Skive IK, Mads!💛💙